De bedste Restauranter og cafeer i Canggu, Bali
Canggu på Bali er et utroligt populært sted at holde ferie. Her finder man en afslappet og tropisk stemning, som er svær at finde andre steder.
Byen er især tilholdssted for dem, der godt kan lide at surfe, da stranden altid har store bølger at byde på. Men der er også meget andet at finde i Canggu.
Byen er placeret nordligt på den vestlige side af Bali og ligger i nærheden af Kuta og Seminyak.
Canggu er dog kendt som den mere autentiske og lokale del, så hvis man ønsker at slippe lidt væk fra det pulserende natteliv og de travle gader, så er Canggu det oplagte sted at bo.
Ikke mindst fordi der er utroligt lækker mad at komme efter på de mange fine cafeer og restauranter. Hvis du kommer forbi Canggu, er der en række steder, som du bliver nødt til at prøve.
The Greenhouse Café
Denne lille perle i den sydlige del af Canggu er ikke særlig kendt. Det betyder, at man ofte har omgivelserne helt for sig selv.
The Greenhouse Café ser måske ikke ud af meget, men bare vent, til du træder indenfor. Cafeen har udsigt til rismarker, en tropisk have samt et helt pool-område med solsenge og bean bags.
Ud over at være en café er The Greenhouse også et opholdssted i sig selv, hvor man kan arbejde, slappe eller nyde de mange lækre (og sunde) retter på menukortet.
Milu by nook
Hvis man går efter en restaurant med smukt interiør og en hyggelig atmosfære, så er Milu by nook det oplagte sted.
Restauranten har udsigt til rismarker og er indrettet kreativt med et væld af grønne planter, levende lys og fine detaljer.
Menuen er italiensk, så hvis man har brug for et afbræk fra de traditionelle nasi goreng, er Milu by nook bestemt et besøg værd.
Moana fiskerestaurant
Hvis man holder af fisk og skaldyr, er Moana fiskerestaurant det perfekte valg.
Restauranten er ikke specielt stor, så det kan være nødvendigt at bestille bord for at være sikker på, at der er plads – særligt hvis man er et større selskab.
Menuen består primært af forskellige fiskeretter, der ikke lader noget være tilbage at ønske. Deres tun er det perfekte valg for den, der ønsker en bid frisk og lækker fisk.
Der er dog også vegetariske muligheder for dem, der ikke bryder sig om fisken.