Undgå skokrise på storbyferien. Disse slags sko skal du have med
Det kommer selvfølgelig an på, hvor lang tid du skal være væk, men til en ferie på en eller to uger burde ca. tre par sko være nok. Men de fleste af os – både mænd og kvinder – har mange flere end bare tre par, så hvilke sko skal man tage med?
Det kommer i sidste ende selvfølgelig an på, hvad du har planlagt at lave, men her er vores forslag, der passer, så du kan tage af sted parat til både sightseeing, shopping, besøg på restauranter, byture og afslapning.
Sneakers
Her er det altså ikke nok med et par gamle, udtrådte kondisko. Skal du gå rundt i flere timer, mange dage i træk, så vil dine fødder takke dig, hvis du vælger et par sko, der er stødabsorberende og åndbare, især hvis din destination byder på temperaturer på over 25 grader. Sure tær og vabler behøver ikke være en del af din ferie.
Sandaler
Denne skotype har været udskældt i mange år, men hvis du ikke vil udsætte dine fødder for overophedning og gerne vil undgå sure tær, bør du altså overveje sandalen. Sandaler fås i modeller, som både sikrer komfort, stødabsorbering og luft til fødderne, men også har et flot design, der matcher resten af dit outfit – og der er jo ingen, der siger, du skal have dem på hele dagen.
Sko til byturen
Det er nemlig også vigtigt at have et par pæne sko med til byturen. Skal du på pæn restaurant eller natklub, kan du godt regne med at blive afvist nogle steder, hvis du tropper op i sneakers eller sandaler.
Vælg en god, flot allround sko, der passer til både byture og restaurantbesøg, og pak tøjet, så dine alle dine outfits passer til skoene. Der er ingen grund til tøjkrise, selvom du kun har tre par sko med.
Tip 1: Når du skal flyve, så tag de tungeste sko på, så sparer du vægten i bagagen. Hvis du samtidig fylder resten med sokker, så sparer du også plads i kufferten eller tasken.
Tip 2: Rejser du et sted hen, hvor du ved sko er billige? Overvej at lade en af skotyperne blive hjemme, og invester i stedet i at købe den på ferien på en af de første dage. Du sparer plads og giver dig selv en god undskyldning for at shoppe lidt ekstra.